Sådan fungerer et dosimeter

Radon danner spor på særlig sporplast inde i dosimetretTidligere benyttede dosimetre sig af filmstrimler til at registrere strålingen fra radon. I moderne dosimetre er filmen erstattet af sporplast.

Et moderne dosimeter består af en elektrisk ledende plastboks, hvor der et stykke strålingsfølsomt stykke plast indvendigEt moderne dosimeter består af en elektrisk ledende plastboks, hvor der et stykke strålingsfølsomt stykke plast indvendig. Det strålingsfølsomme plaststykke er meget lig det plast, der anvendes i de fleste brilleglas.

Selve den sorte plastboks udgøres af en top og en bund. Når de to dele bliver sat sammen, bliver der en sprække, der er så smal, at kun radongassen kan trænge igennem.

Henfald bliver til spor

Når radongassen først er inde i dosimetret begynder den at henfalde. Udover at danne alfapartikler, danner henfaldet også de farlige radondøtre, der også henfalder og dermed også danner alfapartikler.

Idet det strålingsfølsomme plast rammes af alfapartiklerne fra det henfaldende radon og radondøtre, bliver det beskadiget på en helt særlig måde. Disse skader, eller spor, på den strålingsfølsomme plast benævnes teknisk som tracks.

På laboratoriet pilles det strålingsfølsomme plaststykke ud, så skaderne på det, de såkaldte tracks, kan analyseres. Ud fra analysen er det så muligt at beregne mængden af radon, dosimetret har været udsat for.

Huller i filmen

Vi, og mange andre, refererer ofte til det strålingsfølsomme plast inde i et dosimeter som en sporfilm. Men det er altså, teknisk set, ikke korrekt, for de dosimeter-bokse, vi benytter.

At ordet sporfilm stadig anvendes skyldes, at man tidligere faktisk gjorde brug af en filmstrimmel inde i dosimetret. Her lavede henfaldet fra radongassen og radondøtrene fysiske huller i filmstykket.

Ved efterfølgende at tælle hullerne i sporfilmen, kunne radonlaboratorierne fastslå det radon-niveau, måleboksen havde været udsat for. Men filmen er altså i dag afløst af strålingsfølsomt plast.